Vi vandt Ringsted Erhvervspris 2025 – og giver præmien videre til lokalsporten

Vi vandt Ringsted Erhvervspris 2025 – og giver præmien videre til lokalsporten

Onsdag den 22. oktober 2025 skete der noget ganske særligt for os hos ABC Industrigummi.

Ved Ringsted Erhvervsforums årlige erhvervsevent blev vi nemlig kåret som vinder af Ringsted Erhvervspris 2025 🎉

Prisen gives til virksomheder, der bidrager markant til erhvervslivet i Ringsted – og i år lød begrundelsen blandt andet på arbejdspladser, medarbejdertilfredshed, digitalisering og grøn omstilling.

“Det er ikke bare en pris – det er et skulderklap til alle os”

“Det her betyder virkelig meget. Ikke kun for mig personligt, men for hele holdet,” fortæller direktør Martin Hansen. “Vi har brugt de seneste år på at forene det klassiske håndværk med ny teknologi – og samtidig holde fast i de værdier, min far byggede virksomheden på: ordentlighed, kvalitet og fællesskab. For mig handler prisen ikke kun om resultater, men om menneskerne bag. Det er et skulderklap til hver eneste medarbejder, der står klar ude i produktionen, i servicebilen eller på kontoret hver dag.”

Vi gav præmien videre til fællesskabet

Som en del af prisen fulgte en præmiesum på 10.000 kr.
Den valgte vi at donere til vores nabo, Kværkeby IF, der gør et kæmpe arbejde for børn, unge og frivillige i lokalområdet.

“Vi ville gerne give noget tilbage,” tilføjer Martin. “Vi har altid været tæt forbundet med lokalsamfundet. Vores medarbejdere bor her, vores kunder besøger os her hver dag, og vores virksomhed har rødderne solidt plantet her. Det føltes bare rigtigt, at pengene gik til noget, der samler mennesker.”

“Jeg er stolt af, hvor langt de er kommet”

“Da jeg startede ABC Industrigummi i 1991, var vi bare Tom, jeg og en fælles idé om at levere ordentligt håndværk i en branche vi kendte ud og ind,” fortæller virksomhedens grundlægger Ole Hansen. “At stå her 34 år senere og se, hvordan hele teamet har bidraget til at udvikle virksomheden og kulturen – med grøn omstilling, webshop, eksport, digitalisering og alt det nye – det gør mig stolt. Men det bedste er, at ånden stadig er den samme. Vi hjælper kunderne, vi holder, hvad vi lover, og vi passer på hinanden. Det er det, prisen handler om for mig.”

Fremtiden – med rødderne plantet i Ringsted

ABC Industrigummi har de senere år sat fokus på grøn drift og omstilling med solceller, træpillefyr, eldrevne maskiner og genanvendelse – samtidig med en ambitiøs digitalisering af forretningen og nye servicekoncepter til industrien.

Hele ABC ser prisen som en bekræftelse på, at lokal forankring, god service og industriel innovation kan gå hånd i hånd.

“Vi har store planer for fremtiden,” siger Martin afslutningsvis. “Men uanset hvor langt vi rækker ud, skal vi altid huske, hvor vi står – her i Ringsted, hvor det hele begyndte.”

Tak til Ringsted Erhvervsforum for nomineringen og tak til alle deltagerne ved eventet onsdag aften, der endte med at kåre os som vindere.

 

Afslutningsvis sender vi også et stort tillykke til Reolux Danmark A/S og DK Cover ApS, der var med som de to andre finalister. To stærke lokale virksomheder, der – ligesom os – bidrager til vækst og arbejdspladser i Ringsted.

Vil du vide mere om prisen eller om os kan Martin fanges på martin@abc-industrigummi.dk og 22 79 09 90.

Kenneth Saxtorph - Digital Marketing Specialist hos ABC Industrigummi

Skrevet af

Kenneth Saxtorph

Har du et spørgsmål, eller brug for hjælp så er du meget velkommen til at kontakte os på: